Efterhånden som jeg bevæger mig længere og længere væk fra “den rene LCHF”, synes jeg, at det kan være svært at vælge mellem “originalerne” og “alternativerne”. Da jeg holdt mig til LCHF, var der på den ene side mange restriktioner, men omvendt vidste jeg, at hvis jeg var i humør til pasta, stod den på sguashgetti eller pastaen på flødeost og æg, hvis jeg ville have ris, var det blomkålet, der stod for tur, og det samme hvis menuen bød på mos. Nu hvor jeg i højere grad vælger fra dag til dag og måltid til måltid, er der jo en hel verden af muligheder. Har jeg lyst til mos nu, vælger jeg nogle gange en klassisk kartoffelmos, andre gange en hybrid og nogle gange den rene blomkålsmos. Hvis jeg vil have ris, bruger jeg måske “rigtige” ris den ene dag blomkålsris den næste. Eller igen en blanding. Og hvis den står på pasta, bruger jeg alleroftest bønnepasta. Egentligt har jeg ikke brugt almindelig hvedepasta, men det er faktisk primært fordi, at jeg synes, at bønnepastaen er så godt, at jeg ikke har brug for “the real deal”.
For det er nemlig sådan jeg vælger, de fleste gang. Hvis alternativet er godt nok, vil jeg hellere have den sundere løsning, men med nogle ting har jeg nu nået et sted, hvor jeg synes, at den “usundere” version kan være dét værd indimellem. Jeg prøver at bevæge mig væk fra for mange regler og restriktioner, som i sidste ende endte lidt med at give bagslag for mig personligt, og mere finde en gylden mellemvej og den der balance, som alle snakker om. Og ja, bønnepastaen vs. hvedepasta er faktisk en rigtig god metafor for det projekt, synes jeg. Hvis jeg spiser ude og nogle serverer hvedepasta, spiser jeg det. Og jeg skal klart have pasta en masse, når jeg skal til Rom om en lille måned. Men hjemme i mit eget køkken, har jeg det rigtigt godt med bønnepasta. Det er lidt sundere, og så gør det faktisk, at sådan en pastaret her ligger rigtigt dejligt i maven. Men vigtigst af alt: Jeg tænker ikke over, at jeg spiser “et alternativ”. Jeg spiser bare pasta.
Det er i øvrigt også med tanke på både min egen balance og din og jeres, at jeg laver opskrifter herinde. I dag får du en opskrift på en pastaret, men du vælger helt selv, om du bruger squashgetti, hvedepasta, LCHF-pasta, fuldkornspasta eller bønnepasta. Eller noget helt andet. På samme måde kan du bruge enten almindelige bagekartofler eller søde kartofler eller for den sags skyld aubergine eller butternut græskar i de fyldte mexifætre, jeg delte den anden dag. Og du kan bage dine egne burgerboller med lige det mel, du har lyst, eller købe nogle færdigbagte, hvis du laver burger. Og sådan er det faktisk med de fleste opskrifter. Smart, ikke? 
Grønkål er vist officielt ved at være lidt ude af sæson, men jeg ser det stadig de fleste steder. Hvis du ikke kan finde det eller bare foretrækker noget andet, kan du erstatte med spinat.
Opskriften indeholder affiliatelinks.
Pasta med laks og grønkål
- 200 g bønnepasta (eller tilsvarende mængde af anden slags pasta)
- 1 spsk smør
- 1 fed hvidløg
- 1 citron (skallen heraf)
- 1/2 rød chili
- 2 laksefileter
- 3 håndfulde grønkål (hakket – erstat evt. med helbladet spinat)
- 1 spsk hvidvinseddike
- 2,5 dl piskefløde
- 1 dl vand
- 1 tsk arrowrootpulver (kan udelades)
- salt og peber
Til servering
- 1 pose pinjekerner
- parmesan (revet)
- frisk persille
-
Bring vand med salt i kog og kog pastaen efter anvisningerne på pakken. Bønnepasta skal gerne koge længere, end der står på posen, er min erfaring.
-
Hak hvidløg og chili fint og riv citronskallen. Smelt smør i en gryde eller sauterpande og svits det heri.
-
Tilsæt laksefileterne, steg dem kort på hver side og tilsæt så grønkålen og hvidvinseddike. Vend rundt, så laksen bliver brudt i mindre stykker, og grønkålen falder sammen.
-
Tilsæt piskefløde og vand og lad saucen simre, mens pastaen koger. Smag til med salt og peber. Hvis saucen ikke er tyknet nok, kan du jævne med arrowrootpulver (eller anden jævner).
-
Rist pinjekernerne på en tør pande.
-
Dræn pastaen og vend i saucen. Server med fintrevet parmesan, finthakket persille og de ristede pinjekerner.
